Alarmsendere til tøjet (1:3)

Alarmsendere til tøjet – 1. del

1. del: Udvikling af en ny alarmsender

Ifølge World Alzheimer Report 2015 er der omkring 46,8 millioner mennesker, som lever med demenssygdomme, på verdensplan. I Europa ligger tallet på 10,5 millioner demensramte borgere. Alene i Danmark anslår Nationalt Videnscenter for Demens, at antallet af demente vil stige fra nuværende ca. 85.000 til over 150.000 i 2040.

Behovet for hjælp ændrer sig

Demenssygdomme udvikler sig gradvist. Hukommelsen begynder at svigte, og efterhånden bliver evnen til at fungere i hverdagen dårligere og dårligere. Langsomt, men sikkert, mister den syge sine evner og sin personlighed.

I begyndelsen er sygdommen først og fremmest en stor belastning for den syge selv, men efterhånden bliver også familien påvirket af de forandringer, der sker med den demensramte.

Det kræver stor empati og indlevelsesevne at tage hånd om demente – og med tiden bliver der behov for teknologiske hjælpemidler. Dette behov ændrer sig også i takt med demenssygdommens gradvise udvikling. Behovet ændrer sig for eksempel i takt med, at den demensramte bliver mindre trafiksikker eller flytter ind på et plejecenter.

Udfordringer på plejecentre

Når den demensramte kommer på et plejecenter, findes der en række hjælpemidler, der er med til at skabe tryghed og livskvalitet i hverdagen. Det kan for eksempel være, at den demensramte udstyres med en lille alarmsender, som sender sin lokation til personalets telefoner, hvis et forudbestemt område forlades.

Løsningen findes i dag på mange plejecentre, men et stigende antal beboere vil ikke bære en almindelig alarmsender. Kreativiteten er derfor ofte stor hos personalet, som forsøger at sætte alarmsenderen i seler, bukselommer eller andre steder.

På baggrund af denne problematik besluttede Tunstall at udvikle en ny alarmsender, så flere beboere kan få gavn af plejecentrenes demenssikring.

August 2016

I august 2016 startede Jesper B. Christensen (billedet) som chef for forretningsudvikling hos Tunstall. Han kom med mange års brancheerfaring i bagagen – både hvad angår teknik, projekt- og virksomhedsledelse. Han fik fra starten ansvaret for at hjælpe plejecentrene med udfordringen i forhold til demensramte beboere, som ikke vil bære en alarmsender på sig.

Med udgangspunkt i Tunstalls teknologi for alarmsendere, kiggede Jesper B. Christensen nærmere på den meget udbredte alarmsender med lokation, Tx75D. Det er en alarmsender, som hovedsageligt anvendes af beboere, der lider af demenssygdomme. Alarmsenderen skal forhindre, at en beboer ubemærket bevæger sig uden for et nærmere bestemt område – og dermed bringer sig i uværdige eller farlige situationer. Såfremt en beboer bevæger sig uden for plejecentrets område, vil personalet omgående modtage en alarm på deres vagttelefon. Dermed kan de, helt udramatisk, hente beboeren tilbage til plejecentret igen.

Tx75D hører til markedets allerbedste alarmsendere, men hjælper naturligvis ikke meget, hvis en beboer ikke vil bære den. Jesper B. Christensen valgte derfor at kigge på muligheden for, om denne alarmsenderen måske kunne sættes i tøjet.

Usynlig sikkerhed

Tx75D er en lille og let alarmsender, men den er ikke nem at gemme væk i tøjet. Der måtte en ny udformning til. Samtidig fandt Jesper B. Christensen frem til, at det kunne være en god idé, hvis alarmsenderen kunne stryges ind i tøjet. Dette ville så også indebære, at konstruktionen skulle være 100% vandtæt og kunne tåle en tur i vaskemaskinen.

Avanceret teknologi på blot 15g

Efter flere forskellige udformninger lykkedes det at få fremstillet en ny alarmsender, som er lidt længere, men både lettere og tyndere. Vægten ligger på 15g (inkl. batteri), mens målene for længde, bredde og højde er: 63 mm × 35 mm × 11 mm. Denne udformning gør det muligt at stryge den ind i for eksempel i en skjorte, et par bukser eller en jakke. Det gøres ved at placere alarmsenderen på tøjet – med et lille stykke stof ovenpå. Og da alarmsenderen er lille og let, bemærker beboeren sandsynligvis ikke, at den sidder i tøjet.

Opgaven omkring vandtætheden lykkedes ved hjælp af en forsegling i krympeflex, så der ikke kan trænge vand ind til batteri og elektronik. Det betyder, at alarmsenderen kan komme med i vaskemaskinen – helt op til 60˚.

Ingen bestemt placering nødvendig

Alarmsenderen virker på præcis samme måde, som den almindelige alarmsender med lokation (Tx75D). Dermed kan den for eksempel også benyttes i forbindelse med Demensringen. Alarmsenderen behøver ikke at sidde et bestemt sted, så det betyder ikke noget, om senderen sidder i nakken, ærmet, buksebenet eller andre steder.

Alarmsenderen ombyttes, når batteriet skal skiftes

Pga. en 100% vandtæt konstruktion kan batteriet ikke skiftes af kunden. Alarmsenderen skal i stedet for sendes ind til Tunstall, som sender en ny retur. Hvordan det skal fungere, kan du læse mere om senere i denne artikelserie.

Denne artikel er 1. del i en serie på tre omkring processen med at få udviklet en ny alarmsender og gjort den klar til markedet. 2. del kommer i næste uge, hvor du kan læse om testforløbet på flere plejecentre. 3. del ser på resultaterne af testforløbet og hvilke konklusioner, der kan drages deraf.

Læs 2. del HER >