Marienlund i Silkeborg (2:3)
Teknologimedarbejder Frank Hansen, Marienlund.
Marienlund er et nybygget og moderne plejecenter, der ligger i Silkeborg. Det er udstyret med så mange nye teknologiske løsninger, at der er ansat en teknologimedarbejder til at tage hånd om alt det tekniske. Denne artikel giver dig et lille indblik i den teknik, der giver en tryg hverdag for beboere og personale.
Velfærdsteknologi i flot og diskret design
- Sensorer, der sender alarm til personalet, hvis en beboer ikke vender tilbage efter et besøg på badeværelset.
- ID Lock til kontrol af adgang til den enkelte beboers bolig.
- Positionering, så beboer kan lokaliseres.
- Demensring, så personalet modtager alarm, hvis plejecentrets område forlades.
- TeleVagt Web, så personalet selv kan tilføje og udskifte nyt alarmudstyr.
Kommunens første teknologimedarbejder
Frank Hansen, der i mange år har arbejdet som elektriker, blev tidligere på året ansat som Marienlunds teknologimedarbejder. Han er samtidig også den første af slagsen i hele Silkeborg Kommune. Stillingen indebærer mangeartede arbejdsopgaver som fx indkodning og håndtering af alarmer, nødkald og telefoner. Vedligehold og drift af infoskærme hører også til opgaverne, ligesom det er Frank Hansen, der står for kodninger af nøglebrikker. I dagligdagen har han også et tæt samarbejde med de tekniske servicemedarbejdere, som er tilknyttet Marienlund.
Nøglebrikker til alle boliger
Alle Marienlunds boliger er udstyret med ID Lock på dørene. ID Lock er Tunstalls unikke låsesystem. Med ID Lock er en beboers dør låst, men den kan altid åbnes indefra på helt almindelig vis. Udefra låses der automatisk op, når beboeren nærmer sig døren – med en lille nøglebrik på armen eller i tøjet. Døren åbner dermed kun for den beboer, der har tilladelse til boligen. Personalet kan dog altid åbne døren med en specielt tilpasset nøglebrik, mens pårørende også kan få en nøglebrik, som kan benyttes.
Læs mere om ID Lock HER >
Større bevægelsesfrihed med demenssikring
Marienlund har installeret demenssikring både inde og ude. Inde på plejecentret indeholder sikringen en række positionsmeldere, der gør det muligt at opdele huset i en række zoner. Hvis en demensramt beboer forlader en bestemt zone, kan personalet få en alarm på deres telefoner.
Læs mere om demenssikring HER >
Udearealerne er etableret med demensring, som sikrer, at beboerne kan bevæge sig rundt på terrasser, i sløjfehaver og træningsstier. Grunden indeholder faktisk to demensringe – en indre og en ydre. Det giver flere zoner, så beboerne ikke uhensigtsmæssigt forlader plejecentret. Såfremt en beboer går udenfor demensringen, vil personalet få besked på deres telefon.
Læs mere om demensring HER >
Demenssikringen skal forhindre triste sager, hvor demente beboere forsvinder fra plejecentre, uden personalet opdager det.
Sensorer, lys og alarmer
Fra Tunstalls side har vi også været med i en løsning, hvor der automatisk tændes lys i retning af badeværelset, hvis en beboer skal på toilettet om natten. Det sker ved, at en sensor registrerer, at beboeren træder ud af sengen. En sensor kan også registrere, hvis beboeren ikke vender tilbage fra badeværelset. Det vil resultere i en alarm til personalet, da det kan betyde, at beboeren er faldet.
Fleksibelt system
Teknologimedarbejder Frank Hansen kan bl.a. oprette og nedtage alt udstyr i demenssikringen, bevægelsessensorer, nødkald og nøglebrikker til boligerne. Det sker via softwaresystemet TeleVagt Web. Herfra tildeler han også udstyr til beboere og personale. Frank Hansens mange varierede opgaver bidrager til, at de teknologiske løsninger på Marienlund skaber en tryg hverdag for både beboer og personale.
På Marienlund er der tænkt nøje over fremtidens behov for både beboernes livskvalitet og velfungerende arbejdsforhold for medarbejderne. Og fremtiden er netop det, du kan læse om i 3. del, der også bliver den sidste i vores lille artikelserie om Marienlund.