Nordfyns Kommune i front (1:3)

Nordfyns Kommune i front – 1. del

Stående med diplomet, fra Alzheimerforeningen, ses formand for Social- og Sundhedsudvalget, Anja Lund Kristensen og borgmester Morten Andersen.

I foråret har Danmark fået sin første demensvenlige kommunalbestyrelse. Det er Nordfyns Kommune, der er gået helt i front med alle kommunalbestyrelsens medlemmer, som er blevet Demensvenner. Med den nye status følger en forpligtelse for kommunen til at fortsætte arbejdet med at skabe et godt, aktivt og værdigt liv – også i et liv med demens. Arbejdet har dog været i gang over længere tid i kommunen, der også er den første på Fyn, som har demenssikring på alle plejecentre.

Demenssygdomme berører mange mennesker

Vi kan desværre forvente en stigning af borgere med demenssygdomme. Her i Danmark anslår Nationalt Videnscenter for Demens, at antallet af demensramte borgere vil stige fra de nuværende ca. 85.000 til over 150.000 i 2040. Det er rigtig mange. Læg dertil de mange pårørende, der vil leve med konsekvensen af demens i hverdagen. Her nævnes tal på helt om imod en million! Det vil betyde et øget pres på både de menneskelige og økonomiske ressourcer for at magte og håndtere sygdommen og dennes konsekvenser.

I Nordfyns Kommune er der i 2017 omkring 500 mennesker med en demensdiagnose. Dertil kommer deres pårørende, så der er tale om et ikke ubetydeligt antal borgere, der er berørt af sygdommen allerede.

Vision på demensområdet

Inden 2036 vil andelen af borgere over 65 år stige til 39% på landsplan. Men ifølge Region Syddanmark og Danmarks Statistik vil andelen stige til hele 45% i Nordfyns Kommune. Det kan betyde et større pres på plejeområdet. Men især stigningen af borgere med demens – eller demenslignende symptomer – har fået kommunen til at skabe et fælles grundlag for en samlet demensindsats.

Nordfyns Kommune har udarbejdet en demenspolitik. Den beskriver de overordnede rammer for, hvordan kommunen ønsker at løfte indsatsen på demensområdet i forhold til borgerne og personalet. Udfordringer ses som en fælles og tværgående udfordring, og det er derfor vigtigt, at indsatsen på demensområdet er et fælles anliggende og et fælles ansvar. Alt sammen skal hjælpe kommunen med denne vision for demensområdet:

At borgere med demens og demenslignende symptomer samt
deres pårørende får oplevelsen af et trygt og værdigt liv.

Visionen og demenspolitikken skal afspejle og leve op til kommunens værdier om ordentlighed, åbenhed, troværdighed og synlighed.

Fem indsatsområder

Der er udvalgt fem indsatsområder, for at imødekomme visionen på demensområdet. Indsatsområderne er:

  1. Tidlig indsats og koordineret opfølgning
  2. Individuelle tilbud om aktiviteter
  3. Botilbud
  4. Pårørende
  5. Kompetenceudvikling

Nordfyns Kommune vil hjælpe og støtte svarende til de aktuelle behov, forebygge forværring af de oplevede problemer og bidrage til, at den enkelte kan mestre egen tilværelse og de forandringer, som borgeren oplever i sig selv og i relation til omgivelserne.

Behovet for hjælp ændrer sig gradvist

Det kræver stor empati og indlevelsesevne at tage hånd om borgere med demenssygdomme. Efterhånden som sygdommen udvikler sig, bliver der behov for teknologiske hjælpemidler. Dette behov ændrer sig også i takt med demenssygdommens gradvise udvikling. Behovet ændrer sig for eksempel i takt med, at den demensramte bliver mindre trafiksikker eller flytter ind på et plejecenter.

Første fynske kommune med fuldt udbygget demenssikring

Når den demensramte kommer på et plejecenter, findes der en række hjælpemidler, der er med til at skabe tryghed og livskvalitet i hverdagen. Et glimrende eksempel er Demensringen, som giver beboerne en høj sikkerhed og skaber tryghed i hverdagen – både for beboere, personale og pårørende. I Nordfyns Kommune har de valgt, at alle plejecentre skal have fuldt udbygget demenssikring – i øvrigt som den første kommune på Fyn.

Opgradering på alle fem plejecentre

I 2015-2017 installerede kommunen demenssikring på alle plejecentre og opgraderede alle kaldeanlæg, som var af ældre dato.

Processen omkring opgradering af kaldeanlæg og installering af demenssikring, kan du læse mere om i 2. del af vores artikelserie om Nordfyns Kommune.

Læs 2. del HER >