Nordfyns Kommune i front (3:3)
Nordfyns Kommune blev i foråret den første demensvenlige kommunalbestyrelse i Danmark. Det er sket på baggrund af et stor fokus på demensområdet i kommunen. Nationalt Videnscenter for Demens anslår da også, at de nuværende 85.000 med en demenssygdom vil nå op på ca. 150.000 i 2040. Kommunens indsats dækker ikke alene over demenssikrede plejecentre, men også over de menneskelige aspekter som respekt og hvordan man hjælper et menneske med en demenssygdom.
En stolt borgmester
Kommunen har en omfattende og velstruktureret demenspolitik. Om politikken siger borgmester Morten Andersen: ”Som kommune ønsker vi at skabe de allerbedste rammer for vores demente borgere og deres pårørende. Det vil vi som kommunalbestyrelse gerne sætte os i spidsen for. Og jeg er stolt over, at vi er den første demensvenlige kommunalbestyrelse i Danmark.”
Morten Andersen, der har været borgmester siden 2010, fortsætter: ”Vi har besluttet en demenspolitik, hvor der er særlig fokus på at øge det omgivende samfunds viden om demens. Større indsigt giver også større forståelse. Det handler om at inkludere demente, fremfor at ekskludere dem”.
Fuldt udbygget demenssikring
Nordfyns Kommune er den første fynske kommune, som har sikret alle plejecentre med en fuldt udbygget demenssikring. Sikringen består bl.a. af positionsmeldere, som giver personalet mulighed for at vide, hvor en demensramt beboer opholder sig. Derudover har kommunen sikret sig yderligere med etablering af en Demensring, der er lagt omkring hvert af de fem plejecentre.
Borgmester Morten Andersen siger om kommunens demenssikring af plejecentrene: ”Vi har tænkt sikkerheden ind på mange måder på vores plejecentre. Det gør vi først og fremmest af hensyn til de dementes sikkerhed, men også fordi det giver en større frihed og livskvalitet for den enkelte. Ny teknologi gør, at beboerne i vid udstrækning kan færdes frit og blive" fundet", hvis ikke man selv kan finde hjem. Det giver en tryghed for vores ældre og for de pårørende.”
Arbejdet fortsætter …
Med status som Danmarks første demensvenlige kommunalbestyrelse følger en forpligtelse for til at fortsætte arbejdet med at skabe et godt, aktivt og værdigt liv – også i et liv med demens. Så selvom kommunen er i front, så har de ikke tænkt sig at nedprioritere demensområdet fremover.
”I de kommende år har vi især fokus på at omsætte politikken til konkret handling. Det omfatter også involvering af civilsamfundet og kompetenceudvikling af vores medarbejdere”, slutter borgmester Morten Andersen.
Fem gode råd til at hjælpe én med demens
Alzheimerforeningen, der står bag demensven-kampagnen har disse gode råd til, hvordan du hjælper én med demens:
- Vær tålmodig
Mennesker med demens kræver ofte lidt længere tid. Så vær tålmodig når du står i køen supermarkedet eller taler med én med demens. - Tag kontakt
Mennesker med demens kan let blive desorienterede. Vær derfor ikke bange for at tage kontakt med personer, som går forvildede rundt, som om de ikke kan finde vej. - Smil
Mennesker med demens læser meget ud af dit kropssprog. Så husk at smile og hav et positivt og imødekommende kropssprog, når du møder én med demens. - Se mennesket
Mennesker med demens lider af en alvorlig hjernesygdom - men der er stadig et menneske bag sygdommen. Mind dig selv om, at mennesker med demens også har følelser og ikke blot er deres diagnose. Vær nærværende og involverende. - Sæt dig ind i demens
80 procent af mennesker med demens oplever, at der stor uvidenhed om demens i samfundet. Det er medvirkende til tabu om demenssygdomme, og at mennesker med demens bliver isoleret.
Bliv Demensven
Som Demensven bliver du klædt på med viden og konkrete redskaber til at hjælpe mennesker med demens. Du får også et lilla Demensven-hjerte, som gør det lettere for mennesker med demens og deres pårørende at spotte dig og bede om hjælp.
Det er gratis at være Demensven og du forpligter dig ikke til andet end venlighed.
Læs mere om at blive demens ven på www.demensven.dk
Dette er sidste del i artikelserien om Nordfyns Kommune. De to tidligere artikler har omtalt kommunes demenspolitik og sikringen af de fem plejecentre.
Husk at følge med på vores virksomhedsside på LinkedIn.